En af de nyeste og mest mærkbare trends på arbejdsmarkedet i de seneste år er et øget fokus på såkaldt ”hybrid working”. Begrebet dækker over en arbejdsmodel, hvor medarbejdere kombinerer dage i virksomhedens kontorlokaler med hjemmearbejde.
Det er især blevet populært efter den globale coronapandemi, hvor virksomheder i alle brancher var tvunget til at sende medarbejderne hjem. Selv efter vi er vendt tilbage til en normal hverdag, har mange virksomheder indarbejdet hybrid working som en del af deres strategi. I dette indlæg ser vi nærmere på, hvilke fordele og ulemper der er forbundet med hybrid working.
Derfor kan hybrid working være til gavn
Hvis man som virksomhed vælger at kombinere kontorlokalerne med hjemmearbejde og dermed skabe en hybrid working-model, kan man nyde godt af en række fordele. Medarbejdere i virksomheder med hybrid working angiver i undersøgelser, at de nyder godt af:
- bedre balance mellem arbejde og fritid
- mere tid sammen med venner og familie
- færre forstyrrelser under arbejdet
- mindre spildtid på transport i hverdagen.
Alt dette kan føre til en større arbejdsglæde og trivsel for medarbejderne, hvilket også kan øge deres produktivitet. Det kan samtidig føre til mindre fravær og sygedage fra medarbejderne. Fra virksomhedens synspunkt kan man nedskalere sit kontorlejemål og dermed reducere omkostninger til husleje, vedligeholdelse, rengøring osv.
Vær opmærksom på faldgruberne ved hjemmearbejde
Mange virksomheder og ansatte fik øjnene op for de fordele, der kan være ved hjemmearbejde, under coronapandemien, og mange forudså, at det kunne blive starten på en ny æra med en ny arbejdsmodel. Efterhånden som pandemien trak ud, oplevede mange dog også, hvilke ulemper og faldgruber der kan være forbundet med at skifte kontorlokalerne ud med hjemmearbejde.
Hybrid working kan nemlig også føre til en lavere produktivitet, da medarbejdere kan blive forstyrret af mange elementer i deres hjem. Det kan muligvis også føre til mere stress, da afgrænsningen mellem arbejde og fritid kan blive mere udvisket, og nogle medarbejdere kan have svært ved at holde fri, når arbejdscomputeren hele tiden er tilgængelig. Derudover mister man det sociale og professionelle netværk og de uformelle møder, der opstår i kontorlokalerne. Endelig skal man også huske, at reglerne for arbejdsmiljø også skal overholdes ved hjemmearbejde.
Sådan bruges hybrid working bedst muligt
For at få mest muligt ud af hybrid working er det vigtigt, at inkorporere en strategi, der kan fremhæve fordelene og imødekomme ulemperne ved modellen. Det kan bl.a. gøres ved at træne ledere på alle niveauer i at håndtere og administrere hjemmearbejde. I kan også sætte en række retningslinjer og lave en overordnet strategi, som gør det klart, hvilke forventninger der er til både medarbejdere og virksomheden. Sørg for løbende at få feedback fra medarbejderne, så I kan følge deres trivsel, arbejdsglæde og produktivitet. Det gør det også nemmere at lave justeringer hen ad vejen.